Dermoid Sinus, beskrivelse, genetik, diagnose og behandling

Af Helle Lauridsen

“Dermoid Sinus er en medfødt neuralrørsdefekt, der sker under den tidlige fosterudvikling. Defekten ses oftest hos Rhodesian og Thai ridgebacks og i blandinger af disse racer, men er også fundet i adskillige andre racer. Kirugisk fjernelse er den eneste behandling. DS-genet er tæt forbundet med genet for ridge og er derfor en racespecifik sygdom hos Rhodesian and Thai Ridgebacks. Hunde, der er opereret for Sinus må ikke indgå i avl, da de kan give genet videre.”

Beskrivelse:

Fysisk er en DS en hud ”tube” der strækker sig fra overhuden og ned mod rygraden. Den indeholder oftest hår (fra huden) og lidt serum. Men pga. af hårsækkene i huden inde i tuben, bliver den meget let inficeret og betændt og indeholder så også bakterier.  Da ”udgangen” til tuben er meget snæver, har den svært ved at komme af med serum og betændelse, hvilket hurtigt kan give tydelige betændelses buler under hvalpens hud.

Genetik

Det er i de sidste 5 år blevet fastslået med stor sikkerhed, at Dermoid Sinus og ridge hører sammen. I 2008 publicerede N. HILLBERTZ sin store artikel om ridgens DNA (reference til Nature artikel her) og det blev på det tidspunkt fastslået, at hunde der var homozygote for ridge (dvs. som havde genet for Ridge på begge alleler og derfor ikke var i stand til at producere ridgeløse afkom) havde en større forekomst af DS i afkommet end hos hunde, der også kunne producere ridgeløse.  Forskningen viste, at ridgen skyldes duplikering i en region, der indeholder fem gener, men nogle hunde var bærere af flere (mere end to) kopier af duplikeringen, også kaldet ”copy number variation” eller CNV. Forskning har vis,t at hunde med dermoid sinus kan bære adskillige kopier eller variationer af duplikeringen og det menes at jo flere ”CNV” eller kopier af disse gener (som danner ridgen) jo større er risikoen for Dermoid Sinus. Forskerne tilføjer, at også andre genetiske faktorer spiller ind samt højst sandsynligt også miljø: i mennesker er et lavt folin syre niveau associeret med neuraltube defekter såsom Spina Bifida og dermal sinus, hvilket er grunden til at nogle opdrættere supplementerer deres avlstæver med folinsyre for at forebygge DS.

Kort sagt betyder det, at alle vi, som avler Ridgebacks, og som parrer ridgede forældre med hinanden også løber risikoen for at få Dermoid Sinus!  Dette er nu fastslået så solidt på nuværende tidspunkt, at FCI’s sundhedsudvalg diskuterer at tillade avl på ridgeløse (dette er tidligere beskrevet i Ridgebacken – klubbens medlems blad).

Derfor er det også vigtigt, at alle opdrættere af Rhodesian Ridgebacks ved, hvad Dermoid sinus er og er bevidste om problemet før parring.

Ridgeløse ridgebacks samt andre racer ”kan” også få det, men det er rimeligt usædvanligt. De få ridgeløse ridgebacks med DS, der er blevet grundigt undersøgt, har alle vist sig at have en lille hvirvel et sted på ryggen, som en miniature ridge, men sidste efterår blev klubben kontaktet af en Grand Danois eje,r hvis unghund havde en mærkelig bule. Hund og ejer boede desværre i Qatar, så diagnose skete via Skyp,e men der var visuelt ingen tvivl om diagnosen.

Diagnose:

En sinus er altid forbundet til ryglinien og strækker sig fra overhuden og ned gennem de underliggende hudlag og kun den meget usædvanlige Sinus type V har ikke en åbning ud til overhuden.

DS findes oftest i hals/nakke regionen mellem begyndelsen af ridgen og det øverste af halsen, men den kan dog også strække sig til øverst på skallen eller nedad mod det underste af halsen. Herudover kan der også findes DS i den såkaldte lumbar region fra slutningen af ridgen og ud på selve halen. DS i selve ridgen kendes såvidt vides ikke.

En DS hos en lille hvalp kan genkendes på flere forskellige måder: oftest føles den som en tynd ”sytråd”, når man holder nakkehuden op med den ene hånd og lader sine fingre glide på hver side af den, man skal også holde øje med den forsænkning i huden, som en sinus giver, da ”tuben” binder overhuden fast i underhuden og trækker det hele nedad.  Er man i tvivl, kan området rundt om ”forsænkningen” barberes og det vil så være helt tydeligt, at der er en lille forsænkning, ofte med små hår der stikker ud.

Udover at få en erfaren DS-checker til at undersøge hvalpene, kan opdrætteren også selv holde øje med eventuelle forsænkninger i pelsen eller buler i de tilfælde, hvor en eventuel sinus er blevet inficeret.

Behandling

Siden RR-klubben er begyndt at føre statistik over antallet af DS i Danmark, er der rapporteret 29 hvalpe med DS ud af ialt 778 hvalpe, hvilket svarer særdeles godt til verdensgennemsnittet.

De fleste af disse hvalpe blev opereret med succes, før de rejste fra opdrætter og vil når operation og rekonvalsens er overstået ikke have bivirkninger overhovedet og kan leve ligeså lange og sunde liv, som deres kuldsøskende.

Men da operationen, som oftest sker før hvalpen rejser hjemmefra, er der ting, vi opdrættere skal tænke over, når vi står med en nyfødt nydiagnosticeret DS hvalp:

Ikke alle operationer er rutine – hvis man kigger på illustrationen over DS er det tydeligt at flere af dem kommer i betænkelig nærhed af rygmarven. I & II går meget tæt på og kan gå helt ind mellem rygradens led og IV går helt ind i den. Desværre kan typen af DS ikke diagnosticeres før hvalpen ligger på operationsbordet og dyrlægen er begyndt, så man skal vide, når man sender en hvalp afsted, at det ikke er 100% sikkert, at den kan opereres. I tilfælde af I & II kan operationen være meget langvarig og derfor meget belastende for hvalpen rent fysisk, da de væv der skæres igennem er fyldt med lymfe kirtler, muskler og andet, der ikke er beregnet til at blive forstyrret.

Dette ”roderi” i en meget aktiv del af hunden (halsen) kan derfor give post kirurgisk ophobning af lymfe, som i få tilfælde kan blive så ekstremt, at endnu en operation er nødvendig. Det er derfor en rigtig god ide selv at beholde hvalpen hjemme i minimum 10 dage efter operationen, da man så er helt sikker på, at alt er gået vel, før den kommer ud i sit nye hjem. I enkelte tilfælde kan operationssåret tiltrække så meget lymfe pga. operationens kompleksitet og hvalpens aktivitet, at der dannes en hård bule, som skal opereres igen.

Det er bedst at operere så tidligt som muligt, ikke alene bliver sinusen betændt tidligt i hundens liv, men det menes også, at den ”vokser” sig tættere og tættere på rygmarven. Enkelte amerikanske dyrlæger er faktisk begyndt at operere i hvalpens første uge før der er nogen tegn på infektion. Dette giver visse udfordringer mht. til sårhelingen, da tæven jo øjeblikkeligt fjerne alle bandager og sting fra sin hvalp.