RACENS HISTORIE
HISTORIE 1650 – 1850
Af Jette Rye og Helle Lauridsen – kilde Rhodesian Ridgeback Klubben
De første europæere, der kom til Cape Town i 1650’erne, blev mødt af Hottentotterne – Khoikhoi, som de kaldte sig selv – og deres hunde. Sidstnævnte blev beskrevet som „en grim skabning med krop som en sjakal og med hår på ryggen, som vender fremad, men det er et trofast og arbejdsvilligt dyr” (Theal). I 1719 skrev Kolben: „Der er også en anden tamhund, som har været i landet fra begyndelsen, og som Hottentotterne anvender til jagt og beskyttelse. Europæerne bruger også denne hund, som har et lille hoved og gode muskler. Pelsen er askegrå og ørerne er opretstående og skarpe. – Ellers har de meget til fælles med andre hunde. De er særdeles trofaste, når deres herre er i fare for løver, leoparder (som blev kaldt for tigre), hyæner (som blev kaldt ulve) m.m., og derfor er de værdsatte og eftertragtede af både europæere og Hottentotter”.

Krydsavl med europæiske racer.

Cape Town blev etableret af van Riebeeck i 1652, og vi ved, at 67 år efter havde europæerne anerkendt Khoikhoi-hundens jagtinstinkter og beskyttelsestrang, anvendte hunden og krydsede den med adskillige europæiske racer – en praksis, som fortsatte indtil midten af det tyvende århundrede. Vi ved allerede, at Khoikhoi-hunde med ridge sandsynligvis er beslægtede med de egyptiske hunde, som ligger til grund for de moderne mynder. De indeholdt næsten helt sikkert blod fra den asiatiske pariah-hund og vi er næsten sikre på, at de ikke blev blandet med sjakaler eller Cape-jagthunde (en ægte vildhund på størrelse med en lille ulv). Krydsninger med vilde dyr er naturligvis teoretisk mulige, men de er højst usandsynlige. Europæerne tilførte uden tvivl greyhounds til genmassen. Der er alt for mange tidlige referencer til denne race til, at man kan overse dominansen af den i den moderne Ridgeback. Der blev også tilføjet pointere og bulldogs, som dengang var mere langbenede, end de er i dag. Disse 3 racer var dominerende i avlen indtil tidligt i det tyvende århundrede.

Skabt til hårdt arbejde

Formålet med denne krydsavl var at kombinere den ridgede hunds mod, jagtinstinkt og beskyttelseseffekt med de mere raffinerede og specialiserede egenskaber hos de europæiske racer. Efterhånden som farmene og vingårdene flyttede ud i Cape-området blev hundene i flok anvendt til jagt og beskyttelse, og de kunne skræmme, opspore og lejlighedsvist dræbe indtrængende løver, leoparder, vildhunde, sjakaler, hyæner, bavianer samt beskytte mod uvelkomne tobenede „gæster”. Disse hunde skulle udføre deres arbejde med et minimalt forbrug af føde, vand og veterinært tilsyn. De arbejdede under ekstreme temperaturforhold, mellem -5 og +35 grader C, på ujævnt og stenet terræn, nogle steder dækket af tornet krat, som var beboet af giftslanger, parasitter og giftige insekter. Ingen hund kunne overleve uden at være robust, udholdende og veltrænet.

Tidligt i det nittende århundrede accelererede antallet af europæere i og udenfor Cape-området og store vandringer tager plads: englænderne drager mod nord og presser de Hollandske settlere Boerne endnu længere nordpå, dette presser Zulu’erne, der kæmpende trækker sig mod nord og en gren af stammen anført af Mzilikaze drager nord for Limpopo og grundlægger Matabeleland.

Værdsat af opdagelsesrejsende

Under dette „store trek” i 1830’erne ændredes boernes anvendelse af hunde. I stedet for at patruljere på farme med faste grænser blev hundene vognhunde. De fulgte deres herrers oksekærrer i 15-20 miles om dagen, mens de beskyttede trækokser og flokke af heste, kvæg, får og geder mod angreb. Hundene spillede også en afgørende rolle, når der skulle skaffes frisk føde. Boerne har ikke efterladt meget om deres brug af hundene, men heldigvis er dette beskrevet af de mange missionærer (heriblandt Livingstone) og opdagelsesrejsende, som besøgte Sydafrika i de efterfølgende år.

Den første af disse der beskæftigede sig med brug af hunde var Captain Cornwallis Harris. Han fortalte om problemerne med at rejse med okseforspand, og hvor vigtige hundene var for at beskytte okserne og hjælpe med at fange vildt. Han beskrev også mange af farerne for hundene:

Et uheld fratog os en smuk hund. Da der under vores lange march ikke var nogen buske til at beskytte ham mod den stegende lodrette sol, havde han søgt skygge under vognen, hvis hjul kørte over hans krop.

Hundenes fødder havde i de foregående dage lidt meget af deres kontakt med den brændende jord og var hos nogen blevet helt blodige. Nu og da ville de uheldige dyr komme med en pote og et bedende hyl og få et nyt lag salve af den tjære og fedtblanding, vi brugte til at smøre vognenes aksler. Det hjalp for en kort tid.

Sent om eftermiddagen stoppede vi langs bredderne af Simalakate, en dyb og rolig flod omgivet af siv og buske, hvilket gav masser af skjul for løver, hvis spor var over det hele. Dagen havde været meget lummer, og vores to hunde, næsten blinde af tørst, løb ned af de stejle bredder lige ind i kæberne af en enorm krokodille. En af dem kom vildt ophidset tilbage, mens et stort plask, efterfulgt af blodige bobler, fortalte, hvad der var sket med dens uheldige kammerat.

En anden var R.G. Cumming, han var storvildtsjæger og samlede skind og hoveder af næsten enhver art syd for Limpopo. Hvert år var han nødt til at tilføje nye hunde til sit kobbel, da mange døde af strabadserne. Over de fem år, han var i felten, brugte han omkring 80 hunde og mistede ca. 70 af forskellige grunde – især til løver. Adskillige blev dræbt af leoparder og andre af krokodiller, bøfler og store antiloper. Kun en døde af sygdom – hundesyge. Selvom mange mødte en voldelig død var de temmelig vel kontrollerede. De blev oftest bundet til vognene og blev holdt i snor, mens vildtet blev sporet for så at blive sluppet fri af de afrikanske bærere for at forhindre vildtet i at forsvinde.

De holdt vildt af al slags fra elefanter, næsehorn, bøfler og zebraer til alle slags rovdyr. Igen og igen holdt eller distraherede de dyr, så deres herre kunne komme på skudhold. De hjalp med at redde menneskeliv mere end én gang. Nat efter nat holdt de rovdyr væk fra lejren, dag efter dag travede de ved siden af vognen eller deres beredne herre.

I det lange græs ville de springe højt op i luften på deres bagben for at verificere med øjnene, hvad deres ører og næser havde fortalt dem: At en bøffel eller en løve gemte sig tæt på – en karakteristisk jagtteknik som også ses hos den moderne Ridgeback.

RACENS OPSTÅEN

Ridgebackens historie er uløseligt forbundet med det sydlige Afrikas historie, en historie med vilde krigere, nybyggere og storvildtsjægere i den rigeste, smukkeste og farligste natur mennesket har oplevet. En natur, hvor kun de stærkeste overlevede og hvor mennesket i ligeså høj grad var afhængig af hunden, som hunden af sin herre.

De store Zulu krige i 1830’erne havde drevet en flok krigere og deres familier langt mod nord til landet nord for Limpopofloden, de var ledet af den berømte høvding Mzilikaza, deres stamme var Ndebele, og landet kaldte de Matabele land.

Mzilikaze var ikke glad for hvide mennesker, og de næste 20 år havde han stor succes med at holde dem ude af sit rige. Den eneste vej, sikker for malaria og sovesyge, var gennem det smalle Mangwe Pas, som på alle tider blev bevogtet af hans krigere, så de første missionærer og jægere, der søgte adgang til Matabeleland, måtte ofte campere i månedsvis ved indgangen for at vente på tilladelse.

Mzilikaze døde i 1868, og i 1870 overtog hans søn Lobengula kongemagten. Lobengula grundlagde kort efter byen Bulaweyo, hvor snart de fleste af RR’s menneskelige forfædre skulle mødes.

Lobengula tillod nemlig langt flere hvide i sit land, og allerede i 1872 kom to bemærkelsesværdige unge mennesker til Matabele land: Frederick Courtney Selous og Cornelius van Rooyen. De var vidt forskellige: Selous, på 21 år kom lige fra England og var rig og veluddannet, van Rooyen var tolv år og af boer slægt, fattig og uden boglig lærdom, men allerede i stand til at styre et spand okser og følge et spor. De blev senere gode venner og har sammen og hver for sig gjort meget for Ridgebacken, Selous ved at beskrive den i sine levende jagtberetninger og van Rooyen ved omhyggeligt avlsarbejde og afprøvning i felten.

Året før var en ny missionsstation: Hope Fountain, 8 km fra Bulaweyo, blevet grundlagt, og i 1875 ankom missionærparret Helms med deres 2 ridgede hunde, de første nord for Limpopo og de hunde van Rooyen senere brugte til at grundlægge sit berømte løvekobbel med.

Ikke to jægere brugte sine hunde på samme måde, og hver især havde sine idealer om hvilken type hund til hvilket vildt. Men allerede i 1879 vides det, at van Rooyen værdsatte ridgede hunde. Hundene blev brugt til to ting: 1) til at forsvare husdyr, mennesker, vogne og ejendele og 2) jagt. Hundekobler blev brugt til at jage elefanter, næsehorn, bøfler og det meste andet større vildt. De var nyttige, for de kunne følge et spor foran en mand til hest og genere og gø af vildtet, til jægeren kom. De kunne distrahere angribende vildt, mens deres herre fik tid til at genlade forladeren, og i lejren kunne de holde ådselsæderne, som sjakaler og gribbe væk fra kød og huder.

En af storvildtsjægerne kommenterer: “Jeg tror ikke, det ville have været muligt, undtagen med et stort antal bevæbnede mænd og ild, at kunne holde okserne sikre uden hunde. Når hundevagterne var på plads og ilden tændt kunne man roligt sove.”

Til tider blev det forventet, at de kunne fange deres egen mad eller leve af affaldet fra jagten, til andre tider blev der jaget specielt for hundene.

Ved vognene døsede de i skyggen og støvet, indtil de fik færten af en to- eller firbenet besøgende, som blev modtaget af det larmende kobbel. Hvis en ubuden gæst kom ind i lejren om natten, blev den angrebet af snerrende hylende hunde indtil den flygtede eller jægeren skød den – dvs. hvis det ikke var en løve. I så tilfælde flygtede de fleste hunde i rædsel, kun få turde angribe. Hunde der vovede sig uden for indhegningen om natten holdt ikke længe. De fleste iagttagere var enige om, at hundene var allermest værdifulde om natten, når menneskene ikke kunne se og okserne var mest udsatte for løveangreb. Dette problem var ens for sorte som hvide – truslen fra dyrenes konge var den samme for alle. Uden tvivl begyndte van Rooyen at bruge ridgede hunde på grund af deres villighed til at angribe løver om natten.

Hundene løb efter vogntoget – altid parate til at jage det vildt de måtte møde på vejen, ofte forsvandt de i timevis ud i bushen for at komme tilbage med blodige kæber – og nogen kom aldrig tilbage.

Når man mødte andre vogntog, kom til indfødte landsbyer, Kongens Kraal eller Mangwe Pas blev der udkæmpet mange kampe om dominans, hvis menneskene besluttede sig til at slå lejr sammen, blev et nyt hierarki dannet og nye tæver blev kæmpet over og parret med. Der er ingen tvivl om, at mange af vores moderne Ridgebacks aner skyldes sådan et møde. I sidste kapitel om Ridgebackens historie, blev landet nord for Zambezi floden, det daværende Matabeleland, regeret af den sagnomspundne Lobengula. Området var så småt blevet åbnet for jægere, pionerer og missionærer og de første ridgede hunde. Men det var stadigt et vildt og farligt land for menneskene og deres dyr.

Kilde: David Helgesen, The Rhodesian Ridgeback

STORVILDTJÆGERNE

Aldrig i tamhundens historie er hunden blevet bedt om at udføre farligere opgaver under vanskeligere naturforhold. Disse forfædre til den moderne Ridgeback var hårde, hårde, hårde – ellers overlevede de ikke. Ikke alene skulle de overleve “normale” sygdomme, som hundesyge og til tider rabies. De skulle overleve den mest varierede og dødelige flora og fauna, hunde nogensinde er blevet udsat for.

Krokodiller var måske de mest almindelige dræbere. Disse frygtindgydende reptiler, op til 5 meter i længden, skjulte sig i det mudrede vand langs flodbredderne, når de tørstende hunde løb ned til floden efter en lang dags vandring eller jagt, var de let bytte, og kun hunde der kunne vente, selv når tørsten var næsten umulig at bære, overlevede.

Leoparden var en anden fjende, den kunne fuldstændigt lydløst bevæge sig i lejren om natten og bære en træt hund væk. Dog kunne de største og stærkeste hunde tage kampen op mod en leopard og selv i moderne tider er der historier om Ridgebacks, der egenhændigt har dræbt en (gammel og syg) leopard.

Storvildtet var måske ikke den største dødsårsag. De kvikke, behændige og forsigtige hunde kunne let undgå angreb fra elefanter, flodheste og bøfler og de var nogenlunde sikre undtagen når de kom for hurtigt ind på et såret dyr. De store antiloper: Eland, Roan, Gemsbok og Sabel, var en anden sag, de dræbte en hel del hunde med deres syleskarpe horn og hurtige reaktioner.

Van Rooyen mistede en af sine hunde, sandsynligvis en af de højt værdsatte ridgede hunde, til en sabelantilope i december 1885. På vej ud af Mashona land med Selous (en anden storvildtjæger) jagede deres kombinerede hundeflok en sabelantilope som Van Rooyen havde såret. Da de to mænd nåede hen til stedet, hvor hundene holdt dyret, lå der fire hunde døde og fire mere var hårdt sårede. Ifølge Selous var den ene af de døde hunde: “en slags bastard Deerhound” som “van Rooyen ikke ville have skilt sig af med for nogen pris”.

Faktisk blev både Sabelantilope og Gemsbok i flere tilfælde noteret for at have dræbt løver, så hundene skulle ikke alene kunne klare sig mod løver, men også mod “løvedræbere”.

Der er blevet skrevet om utallige løvejagter med hunde, Selous beskriver, at hans bastarder altid stak af fra løverne – hunde, som han andetsteds berømmer for deres mod på andet vildt. Han arbejdede som regel med kobler på ca. 20 hunde, men kun tre bliver nævnt igen og igen. Deres navne var Blucherm, Punch og Ruby.

Baines, en anden datidig jæger beskriver også mange møder med løver, næsten alle med hunde. Hans yndlings tæve Pickles døde en na,t mens hun forsvarede vogntoget mod løver: “Pickles, som lå og sov inde i vognen med sine hvalpe, sprang ud før sin herre, sikkert direkte ind i løvens kæber. Hun må være blevet dræbt øjeblikkeligt, for hun ytrede ikke et piv. Det var sikkert hendes vilje til at forsvare sine hvalpe, der gjorde hende mindre påpasselig end normalt. Hun var almindeligvis særdeles forsigtig og gav ikke en løve chancen for at få ram på hende, men var fræk nok til at “holde” ham lige uden for hans rækkevidde.

Bortset fra det spektakulære storvildt, vrimlede det med slanger: kobra, mamba og boomslange. Tsetse fluens sovesyge dræbte alt: hunde, heste, okser og mennesker. Parasitter satte modstandskraften ned og som om det ikke var nok var selve naturen hård: jorden var brændt stenhård af solen og med mange klipper, den mest almindelige vegetation var tjørnebuske, hvis cm lange torne med lethed kunne gennemtrænge pels og poter. Burrer og andet satte sig i en lang pels og filtrede den sammen til en næsten uigennemtrængelig loppebefængt masse.

Hvilken slags hunde kunne dog overleve den brug, der blev gjort af dem i dette ubarmhjertige miljø?

Hunde typer brugt af jægerne:

Greyhounden er den race, der bliver nævnt oftest. De mange referencer, der er til Greyhounden på mange forskellige tidspunkter og mange steder i det sydlige Afrika gør, at vi må gå ud fra, at deres slanke, hurtige og smidige kroppe, var den mest effektive for den afrikanske jagthund, men at mere kraftfulde kæber, mere substantielle hoveder og stærkere forkroppe samt et mere beskyttende temperament var nødvendigt.

Van Rooyens hund, der bliver dræbt af en sabelantilope er beskrevet som en Deerhound, hvilket jo essentielt er en stor ruhåret Greyhound. Dette kan næppe overraske, når man tænker på, at hans hovedbytte har været store antiloper (Deer = antilope). Det beviser også, at han allerede i 1885 er begyndt at forbedre det originale par ridgede hunde, han fik af missionær parret Helms.

Der er bevis for, at de mange englændere, der kom til landet medbragte Pointers, og mange tegninger og senere fotografier, af jagter fra den tid viser hunde med pointer aftegninger.

Van Rooyens første hunde, de ridgede Helms hunde, har sandsynligvis været blandinger af de originale Khoikhoi-hunde, Mynder og Bulldogs, de var ret store og modige, men manglede lugtesans og fart og jagede mest på synet. Deerhound blev blandet i ret tidligt for størrelse og fart og hurtigt efter kom Pointeren med sin gode lugtesans.

Dette tilfredsstillede ham dog ikke og han prøvede Airedale terriers. Ifølge hans datter, havde hendes fars hunde samme farve som Irske Terriers. Sikkert er det, at terrier af en slags er blandet ind i den moderne Ridgeback, hvilket giver de veludviklede tænder og anges medfødte evne til at fange rotter. Men heller ikke dette tilfredsstillede ham og Collies blev brugt. Endeligt fik han, hvad han ønskede: ridgede hunde med mod, fart, udholdenhed, lugtesans, smidighed, klogskab og et instinktivt had og respekt for løver. Disse Collie kryds kunne “gå et koldt spor…..løbe som vinden og til deres forfædres naturlige intelligens var tilføjet evnen til indkredse græssende dyr. De bibeholdt Hottentot (Khoikhoi) hundens instinkt for at jage sammen i en lydløs flok”

Det er vigtigt at have i mente, at Van Rooyens avlskriterium var simpelt: en god hund, var en der overlevede; en dårlig, var en der ikke gjorde det. Enkelte af de gode stod ud for deres had til løver og deres mod på at jage dem samt deres fart, udholdenhed og klogskab i at holde dem. Stort set producerede Khoikhoi-hundene både ridger og hadet til løver. Præstation kom først i Van Rooyens avlsprogram – udseendet, undtagen hvor det influerede på præstationen, var ikke vigtigt.

Fordele og ulemper hos de hunde, Van Rooyen brugte til at skabe sine “lion dogs”.

Khoikhoi-hundene gav ridger og lysten til at jage løver. Bortset fra det, kendes der ikke meget til dem.

Greyhounden gav en næsten ideel kropstype. Til gengæld var dens smalle snude og halv rejste ører uønskede.

Bulldoggen gav substans og bidekraft. Uheldigvis gav den også egenskaber som nutidens avlere stadigt prøver at eliminere: korte snuder, manglende højde, blød ryglinje, bred brystkasse og stejle vinkler bag.

Pointeren introducerede god lugtesans, nedfaldende ører, brune snuder, generel god kropstype, symmetri og bevægelse. Negativt var for meget hvidt, mangel på højde og måske en større interesse for fugle end for løver.

Den Irske Terrier gav en ideel farve til camouflage, stædighed og bidekraft. Derimod var dens mangel på størrelse, ruhårede pels, korte overarm og overmodighed absolut negative egenskaber. Det samme gjaldt for Airedale terrieren, som dog var lidt større.

Collien gav god kropstype, fart, udholdenhed, smidighed og hyrde egenskaber. Negativt var, som hos terrierne, dens grove pels og halv rejste ører.

Deerhounden gav de samme yderst ønskværdige egenskaber som Greyhounden plus ekstra størrelse. Igen var negativerne for spinkel snude, halvrejste ører og grove pels.

Disse otte racer gav, ifølge alt tilgængeligt datidigt materiale, Van Rooyens “lion dogs” senere Rhodesian Ridgebacken. Racen er, som alle andre racer, produktet af en omhyggelig menneskelig som naturlig udvælgelse, der gav egenskaber ønskværdige for et specifikt formål i et specifikt miljø. Ridgebackens formål var svært og farligt, dens omgivelser ligeså.

Kilde: David Helgesen, The Rhodesian Ridgeback